Attraktive boligområder
De sydgrønlandske byer og bygder har nogle særdeles attraktive boliger; men rummer også boliger af ringe størrelse og i ringe stand. Der skal således ske en opgradering af en del af boligmassen, herunder findes løsninger på de problemer de store blokbebyggelser har givet. Der er også en udfordring i at få tilpasset boligmassen til den ændrede befolkningssammensætning – og således få øget andelen af boliger til ældre og til uddannelsessøgende.
I kommuneplanen skal der etableres rammer for hvordan boligbestanden samt omgivelserne (legepladser, stier, mm) skal udvikles for at kunne tilgodese fremtidens behov, såvel for beboerne som for miljøet.
Hidtil har Selvstyret og Kommunen stået for opførelsen af hovedparten af de nye boliger, men i fremtiden må det forventes at stadig flere boliger skal etableres i privat regi og i samfinansiering mellem det private og det offentlige.
Målsætninger:
- gennem boligrenovering og nybyggeri at sikre borgerne boliger i en rimelig størrelse, standard og svarende til de forskellige behov.
- at der etableres ældre- og handicapvenlige boliger i såvel byer som bygder.
- at sikre uddannelsessøgende den bedst mulige base for deres skolegang, via gode kollegieboliger.
- at der stilles krav til de enkelte boligers udformning, æstetisk, miljømæssigt samt hvordan de indpasses i det samlede bymiljø.
- at understøtte finansieringsmuligheder der fremmer boligbyggeriet.
Status og handlinger
Boligbyggeriet sker hovedsageligt i byerne, med Qaqortoq by med den største tilvækst i såvel borgere som i boliger. I perioden op til 2011 blev der bygget i gennemsnit 17 boliger pr år i Qaqortoq, 7 boliger i Nanortalik og 4 boliger i Narsaq. I perioden fra 2011 til 2015 er der kun ibrugtaget 29 boliger i Qaqortoq (årsgennemsnit på 7 boliger) og ingen nye boliger i Narsaq og Nanortalik. I 2015 er situationen den at der står ledige huse og lejligheder i såvel Nanortalik som Narsaq, medens der er ventelister i Qaqortoq.
I Nanortalik er boligudbygningen de sidste 10 år primært sket i Isafjordur-området i byens nordlige udkant – dels i form af rækkehuse til udlejning samt énfamiliehuse, såvel kommunale som private, samt i et område ved byens vandreservoir /Prs Benediktes Aqq. med enfamiliehuse. Der er fortsat rummelighed i begge områder.
I Qaqortoq er boligudbygningen primært sket i det nordlige område A11 og C8 (Nuiariaq-Qummut), hvor der inden for de sidste 8 år er bygget over 100 lejligheder og 12 enfamiliehuse. Der er fortsat en betydelig rummelighed i området. Endelig er der planlagt en byggemodning i A5 på ”toppen af Prinsessen” med en rummelighed på ca 40 énfamilie- og dobbelthuse.
I Narsaq er boligudbygningen ligeledes sket i den nordlige bydel i form af en større rækkehusbebyggelse samt enkelte fritliggende huse. I Narsaq er der såvel boligblokke som enfamiliehuse, som står tomme og forfalder og som planlægges nedrevet.
I bygderne foregår boligudbygningen langsomt. Der er dog gennem de seneste år opført enkelte nye boliger, dels affødt af en aktuel tilflytning og dels affødt af at utidssvarende boliger skulle erstattes af nyt. Der har de sidste par år været nybyggeri af boliger i Alluitsup Paa, Tasiusaq og Narsarsuaq.
Gennem de seneste år er toppen af ventelisten for små lejligheder i Qaqortoq skåret af med opførelsen af 48 såkaldte studiolejligheder. Ventelisterne er nu størst i forhold til 3- og 4 rums boliger, hvilket kommunen i fremtiden ønsker at sætte ind på at dække.
Byggeriet er ikke kun bestemt af befolkningsudviklingen, men også af renoveringer og en løbende forbedring af boligstandarden for den enkelte – flere unge ønsker tidligere egen bolig end tidligere og kravene til plads og komfort bliver også stadig større.
Kommuneplanens forudsætning for den kommende planperiode er at der skal være rummelighed til en boligtilvækst på 20 boliger om året i Qaqortoq og 5 boliger om året i henholdsvis Narsaq og Nanortalik.
Dertil kommer et særligt boligbehov for kollegieværelser til unge uddannelsessøgende samt ældre- og handicapboliger.
Der er skolehjem og kollegier i de tre byer i forbindelse med uddannelsesinstitutionerne, men der er stadig et udækket behov. I Nanortalik er skolehjemmet nedslidt og utidssvarende og der arbejdes på at få det renoveret/ erstattet af et nyt. I Narsaq er kollegierne ved Inuili i 2010-11 under udvidelse og i Qaqortoq er det planen at Selvstyret bygger nye kollegieværelser i de kommende år.
Alderdomshjemmene i de tre byer og bokollektiverne i bygderne dækker en del af boligbehovet for de svageste ældre. Der er ligeledes ældreboliger i alle tre byer og enkelte bygder. Da ældreboliger er en foretrukken boligform for mange ældre og en billigere løsning end alderdomshjemspladser, er der fortsat et behov for at der bygges flere ældreboliger. Samme forhold gælder for de handicappede borgere, som også i de fleste tilfælde ønsker en handicapvenlig bolig frem for en institutionsplads.
For at kunne foretage en mere præcis planlægning af boligrenovering og nybyggeri skal der udarbejdes en egentlig boligplan for kommunen.
Sivinganikasia i Qaqortoq
Isafjordur - Nanortalik